

Fokus på drage-liner
For mange begyndere er dragesnoren bare en anonym størrelse
som ikke får særlig opmærksomhed, men faktisk er det et
emne der kunne skrives tykke bøger om! Det vil vi dog
afholde os fra, og blot tage fat i de mest grundlæggende
aspekter.
Snoet Dacron
Den ubetinget bedst kendte linetype er den relativt billige
Dacron-line, med snoede polyesterfibre. Mange vil også
kende den som "murersnor", idet denne type snor
ofte anvendes som hjælpemiddel i byggeriet. Den mest
anvendte udgave har en brudstyrke i størrelsesorden 20
kilo, og er derfor kun anvendelig til mindre drager. Mindre
drager i prisklassen 300 kroner og derunder leveres typisk
med denne linetype.
Den snoede Dacronline er kendetegnet ved
en høj elasticitet på op mod 15%. Denne egenskab er
udemærket til almindelige en-linede drager, idet
elasticiteten afbøder for pludselige vindstød og lign. Det
er både godt for dragen og piloten.
I forbindelse med
styrbare drager er det derimod ikke en ønskelig egenskab,
idet elasticiteten giver en væsentlig forringet kontrol og
føling med dragen. Men eftersom styrbare drager i denne
prisklasse i forvejen sjældent har ypperlige
manøvreegenskaber, kan anvendelsen af denne linetype
forsvares. Mange vil dog opleve en øget flyveglæde ved at
anvende bedre liner.
Snoet line er fremstillet ved
kontrasnoning af fibrene, så man opnår at de låser
hinanden sammen til en snor. Metoden betyder imidlertid at
linen har en "indre spændning", som giver tendens
til linesammenfiltring når linen slækkes. Har man først
fået sammenfiltret en snoet Dacronline, vil man i mange
tilfælde gøre klogt i at kassere den. Selv hvis det lykkes
at få linen filtret ud vil den ofte være bragt ud af
balance, og dermed yderligere disponeret for sammenfiltring
på ny.
Flettet Dacron
Løsningen på filterproblematikken er flettede liner, som
ikke indeholder spændinger. På lidt dyrere styrbare drager
i prisklassen 3-600 kroner ser man ofte medfølgende liner
af denne type. Brudstyrken kan være en smule højere, men
ellers er der fortsat tale om polyesterliner med en relativ
stor elasticitet. Som hovedregel fortjener drager i denne
prisklasse altid bedre liner end disse, men da køberne
typisk ikke lægger vægt på dette, vælger fabrikanterne
den billige løsning for at holde den samlede pris nede. Man
kan sagtens flyve på de medfølgende liner, men hvis man
finder glæde ved sporten, fortjener både drage og pilot at
der med tiden anskaffes bedre liner.
Dyneema
Den ultimative løsning er Dyneema-liner, ligeledes en
kunststoffiber, men af
typen polypothylen, som er kendetegnet ved en utrolig
styrke. Faktisk er fiberen stærkere end stål, vægten
taget i betragtning. Det betyder pludselig at man kan lave
en ganske tynd line med brudstyrker på helt op til flere
hundrede kilo. Dyneemalinerne er altid flettede, og opleves
ofte en smule stive og glatte. Disse egenskaber er i
høj grad ønskelige, idet der dermed en minimal friktion,
selvom de to liner til en styrbar drage snoes om hinanden i
forbindelse med loops. Især er det værd at bemærke at
elasticiteten ydermere er reduceret til bare 3%. Det giver
næsten perfekt føling med en stuntdrage, hvor man vil
kunne mærke selv små ryk og bevægelser fra dragen, og
dragen vil reagere prompte på ryk i linen.
Der er dog også ulemper ved Dyneema-linen. Eksempelvis er prisen 2-3 gange højere i forhold til Dacron. Linetypen er også relativt sårbar overfor nærkontakt med andre linetyper, hvis flere drager er i luften. Den har nemlig et relativt lavt smeltepunkt, og skæres derfor let over af f.eks. en krydsende Dacron-line. Faktisk er Dyneema-linen så skrøbelig at den dårligt tåler at man slår knuder på
den - knuder kan let reducere brudstyrken med 50%. Derfor benytter man såkaldte "overtræksliner", som i princippet er et lille stykke vævet rør man trækker uden over Dyneema-linen før der slås en knude. Fremgangsmåden kan synes ret omstændelig, men heldigvis er disse forberedelser allerede foretaget på de færdige linesæt vi sælger her på
DrageCity.
De fleste drager fra 5-600 kroner og
opefter leveres uden liner, og dette skyldes ganske enkelt
at disse drager er af en kvalitet som simpelthen kræver
Dyneemaliner for at få fuldt udbytte af dragens kvaliteter.
Da et sæt liner af denne type typisk
koster 2-300 kroner, forstår man hvorfor producenterne ikke
vælger at medlevere liner. Der er dog også andre
argumenter, idet man på den måde kan genbruge sit dyrt
indkøbte linesæt til flere drager. Er man først indfanget
af dragesporten, ender man helt sikkert med flere
forskellige drager i samlingen, og der er bestemt ingen
grund til at have et sæt liner til hver drage.
Linelængder
Standardlængden for almindelige drageliner er ca. 30 meter,
men enkeltlinede drager kan sagtens flyve med længere
liner. Vær blot opmærksom på at det i Danmark er ulovligt
at flyve højere end 100 meter over terræn. Specielt for
styrbare drager gælder det at 30 meter generelt anses for
at være "normal" linelængde. Hvis linerne er længere,
vil vindmodstanden få dem til at stå i en stor bue i
vinden, og dermed skabe en uønsket elasticitet og dermed
ringere kontrol over dragen. Omvendt vil kortere liner stille
øgede krav til drageflyveren, idet han skal reagere
hurtigere for at styre dragen. Der er tendens til at øvede
dragepiloter foretrækker kortere liner, 10-20 meter er ikke
ualmindeligt...
Valg af brudstyrke
I beskrivelsen af de enkelte drager på DrageCity.dk
fremgår som regel den fra fabrikken anbefalede brudstyrke.
Imidlertid skal man være opmærksom på at det ikke er en
helt enkel opgave at vælge den rette brudstyrke. Dragens
træk afhænger jo helt og holdent af vindstyrken. I meget
let vind trækker dragen næsten ikke, og dens løfteevne er
derfor begrænset. Er linen for kraftig og dermed for tung,
vil den hænge i en stor bue, og dermed forringe
flyveegenskaberne - her skal bruges tyndere liner. Er vinden
derimod kraftig, betyder linens vægt mindre - her gælder
det om at have rigeligt med brudstyrke, så kraftige
vindstød også kan modstås. Fabrikkens anbefalede
brudstyrke vil derfor ofte være angivet ved moderat vind.
Skal dragen flyves i lettere vind kan man vælge en lavere
brudstyrke, mens dragen i fuld vindstyrke vil kræve en
kraftigere line end fabrikkens anbefaling. Efterhånden som
man bliver avanceret dragepilot, vil det derfor ofte ende
med at man har liner med 2-3 forskellige brudstyrker, så
der altid er noget der kan passe til den valgte drage og
vindforholdene.
Med mindre der er tale om drageflyvning
med små drager i meget svag vind, vil Dyneemaline med 90
kg. brudstyrke være et godt allroundvalg til den første
drageline. Dog bør man som minimum flyve med den brudstyrke
der anbefales fra fabrikken, så større trækstærke drager
har brug for kraftigere liner.
DrageCitys
anbefaling
Liner fås i et utal af typer og
kvaliteter. På DrageCity har vi haft bedst erfaringer med
liner af typen Cyclone X-trem, som ganske vidst ikke er de
billigste, men til gengæld har en række fordele. For det
første er linerne 100% klar til brug, idet linesættet er
afsluttet i begge ender med overtræksliner og løkker -
lige klar til montage på drage og håndledsstropper.
Mere specielt er dog, at linerne også
på forhånd er træk-testet med 90% af brudstyrken. Det
sikrer at evt. liner med fejl kasseres før de kommer ud fra
fabrikken. Ud over at brudstyrken er testet, opnår man ved
træktesten også at en del af den elasticitet der er i
linerne fjernes - fænomenet beskrives også som at linerne
"sætter sig". Først efterfølgende opmåles
Cyclone X-trem linerne, og den rækkefølge sikrer at de 2
liner i et linesæt bliver nøjagtig lige lange i
modsætning til mange andre linesæt, hvor længdeforskellen
kan være helt op til 30 centimeter. Ved store
længdeforskelle er man nødt til at løsne lykken i den ene
ende og justere længden på den ene line - hvilket dog
heller ikke er det helt store problem.
Cyclone X-trem fås i længderne 20, 25,
30 og 35 meter i brudstyrkerne 90, 125, og 160 kg. Derudover
fås en ekstrakraftig 250 kilo version med længden 27 meter
- velegnet til PowerWing og større parafoils.
Bemærk at Cyclone X-trem leveres oprullet på et vindsel.
Vindslet er udelukkende til opbevaring af linen. Ved brug
rulles linen ud i hele sin længde på flyvefeltet,
hvorefter drage og håndledsstropper monteres. Fra fabrikken
er linen blot spolet op på vindslet, men efter at linen er
taget i brug bør du rulle linen op på vindslet i 8-taller,
da man dermed modvirker snoning. Bemærk også at de nævnte
håndledsstropper ikke følger med linen - de skal anskaffes
særskilt.
Gratis tips og rådgivning
På DrageCity.dk står vi klar til at rådgive dig om dit
køb eller til at hjælpe hvis du løber ind i problemer
når vidunderet skal i luften - og der findes ingen dumme
spørgsmål! Send os en mail på info@dragecity.dk
- og skriv gerne et telefonnummer, så vi kan ringe dig op.
Normalt vil du have svar indenfor få timer!
|