Nyhedsbrevs Arkiv UDGIVET : 2003-05-21

Drageflyvning fra kørestolen - nyhedsbrev 21/05-2003

I dette nummer:

1.  Drageflyvning fra kørestolen!

2.  Figurdrager i alverdens udformninger

3.  Testflyvning: Vento II fra HQ

Drageflyvning fra kørestolen!

Drageflyvning er også for kørestolsbrugere - her fortæller Karina Hjorth fra Randers sin historie... 

Det startede faktisk helt tilbage, da jeg var omkring 10 år... Jeg så nogle børn, der løb på en mark og satte drage op - det gik ikke så godt for dem, men jeg syntes, det så vildt sjovt ud. Jeg havde bare et lille problem selv, for jeg sad i kørestol og havde ikke så let ved at løbe en drage igang. Jeg var nu lige glad - jeg ville prøve, og mine forældre tog mig med i en butik, hvor vi købte en billig drage til 10 kr. Som de sagde: Der var jo ingen grund til at bruge en masse penge, hvis det viste sig ikke at være noget....

Nå, men jeg var glad, for nu havde jeg fået min drage, og jeg aftalte med et par venner, at vi et par dage senere skulle prøve at sætte drage op, hvis vejret var til det. Vi var en 4-5 stykker og havde to drager i alt. Vi blev enige om, at de andre nok skulle prøve at hjælpe mig med at sætte min drage op først, så det gjorde vi.
 

Jeg tog fat i min dragesnor og begyndte at rulle lidt line ud - og så skete der det, jeg aldrig vil glemme min 10 krs-drage for.... Den lettede!! Den lettede uden, at nogen andre havde fat i dragen - vinden tog ganske enkelt fat i den, da jeg begyndte at rulle linen ud, og i løbet af få sekunder fløj min drage 10-12 meter oppe. Jeg var ellevild - og jeg var bidt af det fra første sekund! Det er nu ca. 15 år siden...
 

Senere begyndte jeg at flyve med styrbare drager, som det er noget sværere selv at sætte op - til gengæld kan man få nogle herlige køreture i kørestolen, når vinden rigtig tager fat i dragen ;-) 

Min første drage fulgte mig i lang tid, og den lettede af sig selv stort set hver eneste gang, men en dag gav den op efter at være landet i træerne for mange gange... Jeg vil dog aldrig glemme den - eller den oplevelse det var at se den lette for første gang. Det var SÅ fedt!

Figurdrager i alverdens udformninger

Markedet bugner med såkaldte figurdrager - drager med fantasifulde udformninger som f.eks. F16-jageren på billedet herunder. Og det kan vel egentlig heller ikke overraske at efterspørgslen er stor på disse dragetyper. Flotte ser de ud, og de befinder sig som oftest i den lavere ende af prisskalaen.

På DrageCity.dk har vi naturligvis også et ganske pænt udvalg af figurdrager. Men i saglighedens interesse kommer vi ikke udenom at skulle diskutere flyveegenskaber på denne type drager. Helt generelt kan man sige at de ikke flyver særlig godt...! I hvert fald ikke ud fra en rent professionel betragtning. De er flotte og for manges vedkommende relativt billige, men disse egenskaber er langt hen ad vejen opnået på bekostning af flyveegenskaberne. 

Imidlertid er det vigtigt at definere hvad man sætter som succeskriterie! De fleste erfarne dragepiloter vil mene, at dragen har gode flyveegenskaber såfremt den står højt og stabilt på himlen. For et barn vil sådanne egenskaber ofte slet ikke værdsættes. Interessen mistes på få minutter, hvis barnet blot skal stå med en snor i hånden og betragte en stillestående prik langt borte. Her defineres succes måske nærmere stik modsat - dragen må gerne være vild og uregerlig på himlen, og et styrt i ny og næ er heller ikke at foragte, fordi processen med at sende dragen i luften egentlig er det sjoveste... Og som en pædagog ved et dragearrangement udbrød "Hvor er de dog nemme at få i luften". At de så ikke bliver hængende deroppe i længere tid - ja det er sådan set underordnet..

Konklusionen må derfor være, at de et-linede figurdrager faktisk langt hen ad vejen er perfekte til drageflyvning på børnenes præmisser. De farvestrålende designs taler til øjnene og er også fine til ophængning på børneværelset. Processen med samling og flyvning er også perfekt fællesprojekt for forældre-barn

Gratis tips og rådgivning

På DrageCity.dk står vi klar til at rådgive dig om dit køb eller til at hjælpe hvis du løber ind i problemer når vidunderet skal i luften - og der findes ingen dumme spørgsmål! Send os en mail på info@dragebyen.dk - og skriv gerne et telefonnummer, så vi kan ringe dig op. Normalt vil svartiden være indenfor få timer!

Testflyvning: Vento II fra HQ

(Af Ruben Juhl Sonne, Herning)

Jeg blev spurgt om jeg ville teste HQ´s drage "Vento II", sammen med et par andre drager. Og selvfølgelig ville jeg da det. Efter at dragerne var blevet modtaget gik det så af sted til flyvefeltet. 

På vejen der ud, ringede en bekendt og sagde at han gerne ville besøge mig. Det måtte han da gerne, men jeg havde altså lige fået fri fra familien i et par timer, for at kunne flyve med drager. Det ville han imidlertid gerne se, så vi aftalte at mødes på pladsen.

Vel ankommet blev Vento´en pakket ud af sin transportpose. Straks blev den samlet og et øjeblik efter lå den der på jorden og så godt ud. Ned i posen igen for at se om der skulle være et par liner. Det var der. Men de lå helt nede i bunden af posen. Bunden i vejret på posen og ud kom…… EN BRUGERMANUAL…..! Det havde jeg ikke oplevet før (men dog senere i alle drager fra HQ).

Hvad var nu det?

Hvad skal man bruge sådan en til? Jeg kan da sagtens flyve med sådan en tingest, tænkte jeg. Meeen alligevel. Nu havde HQ så smukt brugt tid på at lave en manual, og da det her er en test, ja så kunne jeg lige så godt læse den.

Manualen beskriver hvordan man samler sin drage og gør den klar, det skal den jo også, men det bedste er afsnittet om dragens ”vugge”. Det er det system af snore, der for dragen til at indtage den rigtige vinkel i forhold til vinden. HQ kalder deres vugge for en ”Turbo bridle”. Den specielle opbygning gør at dragen er en lille smule selvjusterende i forhold til den aktuelle vindstyrke. Samtidig står også beskrevet hvordan man kan ændre dragen egenskaber i forbindelse med flyvning. Manualen er absolut ikke kun unødigt fyld, men fornuftig læsning. Desværre kræver det at man kan læse enten engelsk, tysk eller fransk.

I mellem tiden var kammeraten kommet. Han kiggede misundeligt på den fine drage og spurgte om det ikke er svært at flyve med sådan en. Her øjnede jeg en mulighed for at få lavet den ultimative test. Han havde for mange år siden prøvet at flyve en Powell-stunter og det var ikke gået så godt, sagde han. 

Efter en kort instruktion fik han linerne i hænderne, mens jeg stod ved siden af med hænderne i lommen. Dragen lå på ryggen og var klar.
"Gå lidt baglæns og rejs dragen op" sagde jeg. Så giver du et lille ryk i begge liner samtidig. Han kiggede en gang på mig og…… så stod dragen højt oppe på himlen. "Hvor flyver den højt sagde han".

For at vende sig til dragen, skulle han først flyve lidt frem og tilbage oppe i luften. Det fik han hurtigt styr på. Næste skridt var det første loop. Jeg var lidt spændt på om han ville overstyre loop´et, men det blev et flot rundt loop, som han selv fortsatte i et den modsatte vej! Det var så det første ottetal. Mens han fløj, spurgte jeg hvordan det føltes? Er den vild? Trækker den hårdt? Gør den noget lumsk? "Nej", sagde han, "den gør hvad jeg be'r den om!"

Selvfølgelig blev han overmodig og dragen faldt ned. "Har jeg nu ødelagt den?", var første reaktion. Jeg kunne så berolige ham med at det havde han ikke. Den var bare gået fra hinanden og skulle sættes sammen igen. Det fik han selv lov til at gøre, for så kunne han jo selv gøre det næste gang det skete. Og det skete flere gange. Han fløj vel omkring et par timer med Vento´en mens jeg gik og legede med nogle andre drager.

Da han skulle hjemad kom han og sagde at det havde været skide skægt at prøve. Han havde tit set folk lege med sådanne drager ved vestkysten og havde egentlig bare betragtet det som noget billigt legetøj for mænd, der ikke var blevet voksne endnu. Det gjorde han ikke mere, og han mente at han da måske godt kunne finde på at købe sådan en drage selv.
Her efter spurgte han om hvad den kostede. Se nu blev det spændende. Ville han mon falde ned af stolen når han hørte prisen eller hvad? "Jamen det er da ikke så galt" var hans reaktion, og det må da siges at det er en positiv kritik.
Jeg spurgte også om han ikke ville skrive hvordan han havde oplevet drageflyvningen, men han mente at det ikke var noget for ham.

Senere fløj jeg så selv med dragen, o
g her er så mit indtryk:
Vento´en beskrives af HQ som den perfekte begynder drage til stunt/sport og trick. Om det er den perfekte, vil jeg ikke udtale mig om, men dragen er god!
Den bevarer et rent træk i begge liner gennem hele vind-vinduet, og først helt ude i kanten slækkes trækket. Herfra er det forholdsvis nemt at få dragen til at lave en "side-slide". Det er en manøvre hvor dragen er stallet og bevæger sig sidelæns gennem luften. Det kan også lade sig gøre at lave det lige i vindøjet, men her er det lidt sværere at stalle dragen.

Styringen er kontant og præcis, og der er ikke tendenser til overstyring. Dragen stopper alle spind når hænderne samles. Med hensyn til Trick-egenskaber, skal jeg nok passe lidt på at udtale mig. Ingen af mine egne drager er trick-drager og derfor er jeg ikke ekspert på lige det område (der er ellers blevet justeret mange vugger for at se om det kunne lade sig gøre…).

MEN… Vento II kan flyve tricks. Det er lykkedes mig at lave "aksler" og "back-flips" med den. Et lille minus er at dragen ikke er udstyret med en tricksnor, derfor fanger tipperne nogen gange linen med styrt til følge. Det er dog ikke noget problem at sætte sådan en snor på dragen. Den skal bare løbe fra tip til tip igennem midten. Det vil løse mange problemer.

Alt i alt mener jeg at Vento`en er en drager med et stort potentiale. En begynder vil hurtigt få føling med den og i den henseende er der ingen lumskerier. Endvidere kan den også bruges til at øve tricks med, hvilket er et plus, da man så ikke er nødsaget til at købe en ny drage for at prøve denne gren af drageflyvning.

Priser er altid noget subjektivt noget at diskutere, men set i forhold til hvad man får for pengene er Vento II ikke dyr. Man får en drage med store muligheder og helt sikkert mange fornøjelige timer.

Klik her for at se mere om Vento II

Acceptér